Når sten og fliser skal lægges
Wewers kan henvise til en række særdeles dygtige anlægsgartnere og brolæggere. Men har du selv mod på at lægge sten og fliser, så er her nogle gode råd til, hvordan du kommer i gang. Disse eksempler er ikke nødvendigvis den eneste rigtige måde at udføre arbejdet på, men skal opfattes som eksempler på, hvordan det kan gøres.

Underlaget er en forudsætning for et godt og holdbart resultat
Et fast underlag er afgørende for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvordan underlaget skal laves, afhænger af hvilke belastninger den færdige belægning kan blive udsat for samt af jordbundsforholdene. Underlaget for en betonstensbelægning bygges op af et bundlag, et bærelag og et afretningslag.
Til indkørsler og lignende, hvor der kan forekomme trafik fra lastvogne, er kravene til belægningens bærelag større end for terrasser, stier og lignende, hvor der aldrig vil forekomme kørsel med personvogn eller tungere køretøjer.
Bundlagets tykkelse afhænger af den jordtype, der findes på området. Består jorden hovedsageligt af ler, skal bundsikringslaget være mindst 30 cm tykt. Består jorden hovedsageligt af sand og grus, er et bundlag på mindst 20 cm tykkelse normalt nok.

Bærelag i haver
Under stier, terrasser og lignende, hvor der ikke kan komme kørsel med tungere køretøjer, kan bærelaget eventuelt reduceres.
- Fjern overskydende jord og udlæg bundsikringslag af sand eller grus, som skal komprimeres grundigt, f.eks. med en pladevibrator. Disse kan ofte lejes i byggemarkeder eller trælastforretninger.
- Udlæg herefter et bærelag af mekanisk stabilt grus 0-32, som ligeledes komprimeres.

Afretningslag
Når bærelaget er lagt, udlægges afretningsgrus 0-8, der fordeles jævnt over arealet i ca. 3 cm tykkelse og komprimeres. Herefter udlægges ledeskinner, så man kan afrette overfladen. Brug f.eks. vandrør, der lægges i en rille i afretningslaget. Husk at lave fald. Fald sikrer, at regnvand ikke bliver stående på belægningen. Sørg for at lave fald væk fra bygninger o.lign. Faldet anbefales udført som mindst 2 cm pr. løbende meter. Et godt råd: Opsæt mursnor, som angiver den færdige højde, når belægningsstenene er lagt. Læg ledeskinnerne (rørene) i en højde under snoren svarende til stenenes tykkelse, f.eks. 6 cm. Ved lægning af ledeskinnerne kontrolleres faldretning med et waterpas.

Overfladen trækkes nu af med et bræt eller lignende, og overskydende afretningsgrus fjernes. Tag ledeskinnerne op og fyld rillerne
op med grus. Bærelaget er nu færdigt. Færdsel på det færdige afretningslag frarådes.

Lægning af sten eller fliser
Inden man begynder at lægge stenene eller fliserne, opsætter man mursnor. Spænd snorene op med regelmæssige afstande på langs og på tværs for at kontrollere, at de lige linjer i belægningen overholdes. Lægning af stenene bør ske fra side til side. Eksempelvis fra venstre mod højre og modsat. Sker dette ikke kan belægningen blive presset skæv. Vigtigt: Når stenene lægges, anbefales det at blande sten fra mindst 3 paller. Belægningssten er et naturprodukt, og der kan forekomme mindre farvevariationer, som ikke bemærkes, når der sker en blanding af sten fra forskellige paller.

Fuger
Det er vigtigt at sørge for korrekt fugeafstand. Fugerne holder belægningssten/fliser fra hinanden og sikrer, at belægningen ikke overbelastes. Er der ingen eller for lille fuge, kan der slås skaller af.
Bemærk at de opgivne mål for Wewers belægningssten er inklusiv fuge: Stenenes dimensioner er således byggemålene.
Anbefalet fugebredde for belægningssten er 2-5 mm. Undgå så vidt muligt, at fugerne ligger ud for hinanden, både på rektangulære flader og ved rundinger såvel af hensyn til styrke som til udseendet.
Fugerne fyldes med sandNår belægningen er afsluttet, fyldes fugerne med tørt sand uden lerindhold. Herefter fejes belægningen helt ren, hvorefter belægningen vibreres 2-3 gange med en pladevibrator.
Bemærk at fliser ikke bør vibreres med maskine. Fliser skal stødes på plads. Slå ikke direkte på betonsten og fliser, men stød på et stykke træ eller lignende. Sørg for at efterfylde fugerne med sand et par gange i løbet af den første tid og fej sandet grundigt ned i fugerne. En korrekt fyldt fuge bidrager til belægningens styrke og udseende.








