Wewers har flere produkter til opførelse af mure, vægge, forhøjninger og lignende, f. eks. Herregårdsblok, Super 8, knækfliser og Danblok. Her er vist, hvordan der kan bygges med Herregårdsblokke. Herregårdsblokke, som fås i flere farver, er velegnede til opførelse af lavere mure med en højde på op til ca. 1 meter og til at skabe forhøjninger ved bede, stier og gange mv. Herregårdsblokkene bør sættes i et solidt fundament under færdig jordoverflade for at sikre stabilitet.
Opsæt lodrette pæle med passende afstand og fastgør mursnor i den højde, som overkanten af det første lag sten skal have.

Udgrav et passende fundament, f.eks. til en mur på 1 meters højde ikke under 30 cm dybde. Det første lag af sten i muren sættes i færdigblandet jordfugtig grusbeton.

Normalt sættes første lag af sten delvist under jordoverflade, således at betonfundamentet ikke bliver synligt.

Ved opmuring af væggen sættes blokstenene i forbandt og limes sammen for at opnå tilstrækkelig styrke. Der findes på markedet flere velegnede limprodukter.

Skulle limen under arbejdet komme på stenenes synlige flader, kan den fjernes med vand og børste, så længe limen ikke er tørret ind. Limning af stenene er kun tilstrækkelig, når der ikke er væsentligt jordtryk på den færdige mur. Er der tale om en mur, der skal bære jordtryk af nogen størrelse, bør der søges yderligere vejledning og det bør overvejes at bruge betonsten med låsevirkning.
Der kan tillige efter behov lægges dræn ind bag muren, såfremt der er risiko for, at regnvand ikke kan løbe bort. Til opbygning af mure, vægge og forhøjninger, som har drejning (f.eks. 90º) eller anden ikke-lige forløb, kan anvendes Herregårdscirkelblok, enten alene eller i kombination med den almindelige bloksten.






